Koncentrationsproblemer

Klienthistorie

Moderen til en 12-årig dreng kontaktede mig, fordi hendes dreng ikke kunne læse, og han havde massive koncentrationsproblemer. Han gik nu i en klasse med 5-6 elever, hvor der blev taget særlige hensyn til hans vanskeligheder. Han havde været til mange forskellige undersøgelser, men det var ikke lykkedes at få sat en diagnose på ham. Han passede ikke ind i de gængse diagnoser, men der var alligevel noget galt, for drengen kunne ikke lære det, han skulle.

Det vigtigste arbejdsområde var koncentrationen, så her satte vi ind. Det blev til i alt 4 afbalanceringer, hvor der blev arbejdet med såvel Pædagogisk Kinesiologi som med Hjernen. Der var behov for afbalanceringer af forskellige områder i hjernen hver gang, drengen kom, og der blev bl.a. sat fokus på selektiv opmærksomhed og hjernebjælken, som forbinder højre og venstre hjernehalvdel og forbedrer kommunikationen mellem dem.
Forløbet blev startet lige op til sommerferien, så der var ikke noget målbart i skolen før i september. Her viste det sig imidlertid, at drengen i løbet af de første 6 uger havde nået mere i matematik, end han havde i hele det sidste skoleår. I dansk var der ingen meldinger om ændring, men der havde også været lærerskift i løbet af sommerferien.

Da drengen kom sidste gang, var der 0 % stress. Han havde fået meget mere ro på sig og skulle ikke længere kæmpe så hårdt med lektierne. Der havde været en god og klar fremgang i skolen, og hans selvtillid var vokset betydeligt. Han talte nu om, at han ville på efterskole, og dette var helt nyt, men glædeligt, for det viste, at drengen var på vej til at blive mere selvstændig.

Tilbage til oversigten