Fødevareproblemer og adfærdsproblemer

Klienthistorie

Da vores dreng startede i første klasse, havde vi ikke forestillet os, at det skulle give problemer, for han var jo kvik og glad for at gå i skole. Han lærte, hvad han skulle, men han kunne ikke sidde stille eller forholde sig roligt, og han kom ofte i konflikt med de andre.

Han havde børneeksem, hvilket havde fulgt ham fra de første 3 måneder af hans liv, og han blev smurt med diverse cremer for at holde det nede. Her i første klasse brød eksemen helt vildt ud. Han kradsede sig og fik store sår. Han kunne ikke tåle at have tøj på og var meget irritabel. Han fik ikke sin nattesøvn, fordi han måtte smøres flere gange om natten. De andre elever syntes, at han var ulækker.

Det blev snart et mareridt at gå i skole, og eksemet blev værre og værre. Det endte oven i købet med indlæggelse på OUH, fordi der gik betændelse i hans hud. Han var et klassisk tilfælde, og vi skulle forvente, at han inden længe ville få astma!

Drengen var desperat, og det var vi forældre også, så vi gik alternative veje. Vi fandt ud af, at han ikke kunne tåle hvedemel, og så kom han på diæt. Dette hjalp helt fantastisk, og hans hud blev meget pænere, og han faldt selv til ro. Skolen meldte om klare forbedringer efter bare 3 uger, så vi fortsatte diæten.

MEN – det er ikke let at være på diæt, når det er jul, fødselsdag eller klassens time med hjemmebag. Han var blevet testet for allergi, men der kunne ikke påvises allergi over for hvede, så på sygehuset anså de os for at være bindegale, når vi kunne finde på at sætte et barn på 7 år på diæt. Han skulle have hvede for at kunne vokse og udvikle sig. Vi holdt imidlertid fast, fordi vi havde set nogle resultater, der i alt fald overbeviste os.

Vi blev nu klar over, at vi ikke kunne få mere hjælp på OUH. Vi måtte selv finde løsningen, og det blev hos en professionel praktiserende kinesiolog. Vores dreng fik 3 afbalanceringer og nogle hjemmeøvelser. Han måtte begynde at spise hvede igen. I begyndelsen i små doser, men gradvist mere og mere.

I dag stortrives han og spiser ganske normalt. Han vokser normalt og har ikke længere børneeksem, og vi har ikke set skyggen af astma. Vi er glade for, at vi valgte den alternative løsning. Vi tør slet ikke tænke på, hvordan vores drengs skolegang ville have været, og hvordan hans liv ville have været, hvis vi ikke havde trodset systemet og troet på, at vi selv sammen med kinesiologen kunne løse hans problem.

Tilbage til oversigten